Tag et varmt bad
Søvnråd #3
Har man besvær med at falde i søvn, anbefales det ofte at tage et varmt bad inden sengetid. Da et bad i sig selv kan virke opkvikkende, bør dette dog ikke ske, lige inden man går i seng, men gerne op til en time eller mere før man lægger sig i sengen. At det er lettere at falde i søvn, når man har taget et bad, hænger sammen med, at det hjælper med til at sænke kropstemperaturen, hvilket, som vi netop har set, er gavnligt for indsovningen.
Når det anbefales, at man tager varmt bad og ikke et koldt, har det flere årsager. Et koldt bad virker mere opkvikkende end et varmt, og det kan derfor være sværere at falde til ro igen bagefter, når man skal sove. Den vigtigste årsag er dog, at det at tage at varmt bad faktisk er en mere effektiv måde at sænke kropstemperaturen på, end et koldt bad er.
Årsagen til dette er, at afkølingen primært sker ved, at badet øger blodtilstrømningen til kroppens ekstremiteter, dvs. hænder (håndflader) og fødder, samt ansigtet, som er de områder af kroppen, som lettest skaffer os af med varme. Hvis man ikke har mulighed for et fuldt brusebad, kan man dermed opnå noget af den samme effekt ved at skylle hænder, fødder og ansigt i varmt vand.
Det bemærkelsesværdige er, at dette ikke kun gælder vores egen art. Man har således demonstreret, at man faktisk også kan få rotter til at sove hurtigere ved at varme deres fødder op!
Referencer:
Haghayegh S, Khoshnevis S, Smolensky MH, Diller KR, Castriotta RJ (2019) Before-bedtime passive body heating by warm shower or bath to improve sleep: A systematic review and meta-analysis. Sleep Medicine Reviews 46: 124-135.
Kräuchi K, Cajochen C, Werth E, Wirz-Justice A (1999) Warm Feet Promote the Rapid Onset of Sleep. Nature 401: 36-37.
Raymann RJEM, Swaab DF, Van Someren EJW (2005) Cutaneous Warming Promotes Sleep Onset American Journal of Physiology. Regulatory, Integrative and Comparative Physiology 288: R1589-R1597.

