Søvnstadier og søvnfaser
- eller: Hvorfor REM-søvn er uden for nummer.
Som beskrevet i kapitel 6 af Mysteriet om den sovende hjerne består vores søvn af forskellige stadier, som afløser hinanden i løbet af en god nats søvn. Søvnstadierne adskiller sig fra hinanden på en række fysiologiske parametre, hvoraf de vigtigste er øjenbevægelse, muskelspænding og hjerneaktivitet (målt med EEG). Ofte måler man også andre fysiologiske parametre som f.eks. hjerterytme og kropstemperatur. Den rækkefølge, hvormed de forskellige søvnstadier optræder og afløser hinanden i løbet af nattens søvn, kaldes i fagsproget for søvnarkitekturen.
Mens søvnstadierne udgør den grundlæggende opdeling af søvnen, taler man undertiden også om søvnfaser. Men hvad er egentlig forskellen på søvnstadier og søvnfaser?
Som beskrevet i kapitel 5 blev det første vigtige skridt mod den nuværende klassificering af søvnstadierne taget med opdagelsen og beskrivelsen af REM-søvnen (eng. rapid eye movement sleep). Med REM-søvnen havde man opdaget en ny og anderledes form for søvn, som på flere måder adskilte sig fra den mere passive form for søvn, som prægede resten af nattesøvnen: Øjnene bevægede sig bag de lukkede øjenlåg, hjernen var aktiv som i vågentilstanden, og det hele ledsages endda hyppigt af en synlig erektion hos mænd og halvvoksne drenge.
Man opdelte derfor hurtigt søvnen i to forskellige faser: REM-søvn og resten af søvnen, som fik den ikke alt for fantasifulde betegnelse ”non-REM-søvn” (”ikke REM-søvn”).
Søvnfaserne angår altså den overordnede inddeling af søvnen i REM-søvn og non-REM-søvn. Der er i parentes bemærket også denne grundlæggende opdeling, som man mener, går igen, når man hos så forskellige dyr som krybdyr, blæksprutter og bananfluer (som beskrevet henholdsvis øverst på side 82 og midt på side 18) har kunnet opdele søvnen i en aktiv og en mere passiv del.
Søvnstadierne angår derimod ikke blot opdelingen i REM-søvn og non-REM-søvn, men også den finere opdeling af non-REM-søvnen i forskellige trin. I den nutidige søvnklassifikation opererer man med tre sådanne trin: N1 (døsen), N2 (let søvn) og N3 (dyb søvn). Disse stadier følger typisk hinanden, når vi falder i søvn om aftenen, sådan at søvnen bliver dybere og dybere, efterhånden som vi bevæger os fra døsen (N1) over den lette søvn (N2) til den dybe søvn (N3). Til disse tre stadier lægges nu det sidste stadie, REM-søvnen, som er noget for sig selv, idet den samtidig er en selvstændig søvnfase.
Som omtalt i kapitel 6 udspringer den nuværende klassifikation af Rechtschaffen og Kales’ legendariske søvnmanual fra 1968. I deres klassifikation opererede de oprindelige med 4 forskellige stadier af non-REM-søvn (kaldet nREM1-4), idet den dybe søvn var opdelt i to. Ved en større opdatering af klassificeringen af søvnstadierne udført af American Academy of Sleep Medicine i 2007 blev de to dybeste søvnstadier imidlertid slået sammen til et, og betegnelsen for non-REM-søvnens stadier blev ændret fra nREM1-4 til N1-3.
Når REM-søvnen undertiden omtales som det ”femte søvnstadie”, kan det altså være en arv fra en ældre tradition, hvor man opdelte non-REM-søvnen i fire forskellige stadier (i modsætning til de nuværende tre). Det kan dog også skyldes, at man undertiden betragter vågentilstanden som et særskilt bevidstheds- eller søvnstadie (se side 85). Det kan lyde underligt, men giver faktisk god mening, da en typisk nattesøvn indeholder flere korte vågenperioder.
Helt galt bliver det først, når REM-søvnen ved en sjælden lejlighed omtales om ”N5”: N’et står jo for ”non-REM”! Det fremgik allerede tydeligt af Rechtschaffen og Kales’ klassifikation, hvor de oprindeligt 4 forskellige non-REM-stadier som nævnt var benævnt nREM1-4.
Søvnarkitekturen består kort sagt af to forskellige faser, REM og non-REM. Non-REM-søvnen kan yderligere inddeles i tre forskellige stadier, sådan at søvnen i den moderne og nuværende klassifikation i sin helhed består af følgende fire søvnstadier: N1, N2, N3 og REM.
Læs også: Artiklen non-REM-søvn på LEX – Danmarks Nationalleksikon