For dine blå øjnes skyld
Døgnrytme #3
Som beskrevet på side 203 af Mysteriet om den sovende hjerne indeholder nethinden forskellige typer af receptorer, som er ansvarlige for forskellige dele af vores syn. Der er tappene, som er ansvarlige for vores dagssyn og vores farvesyn. Der er stavene, som kun er aktive ved svagt lys, og som er ansvarlige for vores natte- eller tusmørkesyn. Da der kun findes en type stave, er vores nattesyn effektivt i sort/hvidt.
Oprindeligt troede man, at mængden af dagslys blev registreret af de samme receptorer, tappene, som også er ansvarlige for vores normale dagssyn. Men omkring årtusindskiftet opdagede man en tredje type lysfølsomme celler, der ligger dybt inde i nethinden, og som primært bruges til at regulere vores døgnrytme med. Disse celler indeholder et farvestof, melanopsin, som gør, at de er mest følsomme for farvetoner i den blå del af farvespektret.
Allerstærkest responderer disse receptorer på lys med en bølgelængde på omkring 480 nm, hvilket under normale lysforhold svarer til turkisblåt lys. Turkisblåt lys skaber dermed det stærkeste signal til hjernen om, at der er dagslys, og at det dermed formodentlig er dag.
Farven på en blå himmel falder inden for et interval på mellem ca. 450 og 485 nm, hvilket ikke overraskende stemmer ganske godt overens med den bølgelængde, disse celler er mest følsomme overfor. De reagerer dog på farver lige fra violet og blå til blågrønt, men ikke på farvetoner fra gul over orange til højrød. Blåt lys er derfor mest egnet til at korrigere vores døgnrytme.
Det er derfor en stor fordel om morgenen, når man står op, at udsætte sig selv for sollys, som indeholder masser af lys af denne bølgelængde. Omvendt bør man om aftenen netop undgå blåligt lys, som desværre er ganske udbredt på de elektroniske skærme, vi så ofte sidder og kigger på.
Selv personer som er blinde som følge af, at hjernen ikke modtager signaler fra nethindens tapper og stave, eller som er født helt uden tapper og stave i nethinden, kan registrere lys gennem disse særlige receptorer. Dagslyset betyder derfor meget for døgnrytmen selv hos blinde. Det kan derfor ikke anbefales for blinde at gå med meget mørke solbriller om morgenen, da dagslyset i så fald ikke kan trænge ind i øjet.
Hos ældre, dvs. personer i 80-årsalderen og opefter, kan antallet af nervecelleforbindelser fra disse særlige celler til nucleus suprachiasmaticus, som er ansvarlig for vores døgnrytme, være nedsat med op til ca. 72 procent sammenlignet med en 10-årig. Dette er en af forklaringerne på, at ældres døgnrytme ofte er mindre tydelig end hos yngre personer.
Referencer:
Provencio I, Rodriguez IR, Jiang G, Hayes WP, Moreira EF, Rollag MD (2000) A novel human opsin in the inner retina. The Journal of Neuroscience 20: 600–605.
Zaidi FH et al. (2007) Short-wavelength light sensitivity of circadian, pupillary, and visual awareness in humans lacking an outer retina. Current Biology 17: 2122-2128.