B-mennesket Descartes
Døgnrytme #1
Som beskrevet i kapitel 14 af Mysteriet om den sovende hjerne (side 199-200) styres vores døgnrytme (og dermed også vores søvnmønstre) delvist af hjernens indre ur, der fungerer som et samarbejde mellem nucleus suprachiasmaticus i mellemhjernen og koglekirtlen, der udskiller det søvnfremkaldende stof melatonin.
Koglekirtlen har inden for hjerneforskningen opnået nærmest herostratisk berømmelse. Det skyldes, at den i første halvdel af 1600-tallet af filosoffen René Descartes blev udråbt som det sted i hjernen, hvor bevidstheden havde kontakt til hjernen, hvorfra den kunne kontrollere den fysiske krop. En forestilling som Descartes siden er blevet gjort godt og grundigt til grin over.
Helt skør var tanken nu ikke. Koglekirtlen er faktisk en af de få strukturer i menneskehjernen, som der kun er en enkelt af, dvs. som der ikke findes et eksemplar af i hver sin hjernehalvdel. Descartes forstod tilsyneladende, at hvis man ville udpege et område som ansvarlig for den bevidste kontrol med hjernens aktivitet, måtte man vælge et område, der ikke fandtes i to forskellige udgaver.
Allerede længe inden Decartes’ spekulationer havde andre kloge hoveder dog advaret imod at tro, at koglekirtlen af den grund - eller for den sags skyld af andre grunde - skulle have nogen særlig vigtig betydning for hjernen. I dag ved vi dog, at koglekirtlen faktisk spiller en stor rolle for hjernens funktion, i særdeleshed i forbindelse med søvn, som en del af hjernens kontrol af døgnrytmen.
Skæbnen vil, at hjernens døgnrytme spillede en stor rolle i Descartes’ eget liv. Descartes’ led efter alt at dømme af det, man i dag ville diagnosticere som forsinket søvnfasesyndrom (se Mysteriet om den sovende hjerne, side 202). Det betyder, at hans naturlige døgnrytme var så meget forlænget, at han havde svært ved at falde i søvn om aftenen og tilsvarende svært ved at vågne om morgenen. I hvert fald ved vi fra historiske kilder, at han nød at ligge i sengen til langt ud på formiddagen.
Der har endda været spekuleret i, at en brutal ændring af hans søvnrytme i forbindelse med at han skulle undervise den videbegærlige svenske dronning Kristina, kan have været en medvirkende årsag til hans tidlige død som kun 53-årig. En undervisning som på grund af dronningens travle program foregik kl. 5 om morgenen i et ofte vinterkoldt lokale. Den officielle dødsårsag lyder således på lungebetændelse.
Det ironiske er, at nutidige behandlinger mod forsinket søvnfasesyndrom oftest består i behandling med netop melatonin (se Mysteriet om den sovende hjerne, side 207), der som sagt produceres af koglekirtlen. Tanken er, at tilførsel af melatonin medvirker til at forbedre muligheden for at falde tidligere i søvn. En anden behandling består i lysterapi, hvor man tidligt om morgenen udsættes for kraftigt lys, som ikke blot effektivt hæmmer udløsningen af melatonin, men som også er med til at rekalibrere døgnrytmen, så man lettere bliver træt om aftenen.
Hvis Descartes’ egen koglekirtel ikke havde haft så stor indflydelse på hans liv i kraft af en kraftigt forskudt døgnrytme, var det hele måske endt mere lykkeligt.
Reference:
Damjanovic A, Milovanovic SD, Trajanovic NN (2015) Descartes and His Peculiar Sleep Pattern. Journal of the History of the Neurosciences 24: 396-407.